Grøftekanten er en lille integreret institution som er beliggende i Fjerritslev by. Institutionen er normeret til 29 børnehavebørn og 30 vuggestuebørn.
Børnene er inddelt i 5 grupper:
Vuggestuen – Bellis og Klokkeblomst
Børnehaven – Mælkebøtten, Valmuen og Mariehønen.
Vi er beliggende i gåafstand til naturarealer, legepladser, bibliotek, sportsplads og skole, hvilket giver os mulighed for at tage på tur i nærområdet.
Vi er et stort hus med gode og rummelige forhold både inde og ude, hvilket giver plads til at kreativiteten og fantasien kan blomstre for alle. Grøftekantens fysiske rammer er inddelt i to afdelinger som er forbundet af en fælles mellemgang hvor man finder vores natursamling, godnatbibliotek og det fælles morgenmadsrum.
Kendetegnet for vores institution er, at vi arbejder med fokus på barnets trivsel, læring, dannelse og udvikling i tæt samarbejde med forældrene. Vi lægger vægt på den tætte relation, tryghed og re-spekt for det enkelte barn og dets behov. Vi ser og anerkender børnenes forskelligheder, baggrun-de og færdigheder, hvilket gør, at alle børn får lov til at udvikle sig i deres eget tempo.
Vores hensigt er at sikre, at alle børn får det, som de hver især har behov for, med det for øje at alle børn er forskellige og dermed har brug for noget forskelligt. Dette gør vi ved at tilrettelægge vores læringsmiljøer/hverdag, så de kan tilpasses det enkelte barn, samtidig med at vi tilstræber, at alle skal være en del af et fællesskab.
Derudover er vi i Grøftekanten optaget af at lære børnene at værne om den omkringliggende natur og se naturens muligheder for at skabe læringsmiljøer, som stimulerer alle sanser. Dette gør vi blandt andet ved at stille de mange udstoppede dyr og udstillingen fra det tidligere Naturcenter Fos-dalen tilgængeligt rundt omkring i institutionen, hvilket medvirker til at børnene får en bedre, bredere og konkret viden om naturen. For også at give børnene en forståelse for hvordan vi passer på le-vende dyr, har vi 2 akvarier med fisk samt hønsehus-/gård med dværghøns, som børnene hjælper med at passe.
Desuden har vi sammen med børnene indrettet begge legepladser med blomster, krydderurter, frugtbuske, træer og insekthoteller, som tiltrækker forskellige insekter og fugle og dermed styrker biodiversiteten.
Derudover går vi ofte på tur ud på markerne bag institutionen og til skoven og undersøger naturen der.
Vi har madordning/forældrebesluttet frokostordning, hvor vi har en pædagogisk synsvinkel på, at børnene bliver ”madmodige” og en bevidsthed om sund og økologisk kost med årstidsbestemte frugter og grøntsager, hvor mest muligt bliver lavet fra bunden.
Alle forældre i institutioner med frokostordninger skal betale til den forældrebesluttede frokostordning. Det er muligt at medbringe egen madpakke, hvis der er behov for dette. Man kan ifølge Dagtilbudsloven kun fritages for deltagelse og betaling for den forældrebesluttede frokostordning, hvis barnet har en lægedokumenteret sygdom eller allergi, der ikke kan tilgodeses i den anbefalede varierende kost, som børnehaven tilbyder i sin frokostordning.